10. Uge

Dag

Dato Fra Til Distance
64 Lørdag, 7. august Vigo Bayona 15

Klokken 10,30 tog vi en taxa op til stormagasinet og fik købt stoffet til solsejlet. Gitte mente at vi absolut skulle se en smule af byen, så vi blev nægtet en taxa tilbage. 25 minutter senere og med meget trætte ben, kom vi endelig til havnen, hvor vi kastede os ind på det første og bedste beværtningssted for at få noget at slukke tørsten med.
Vi havde set et vejrkort på havnekontoret og det så ud som om der lå en front og lurede syd for Spanien og det måtte vi have kontrolleret. Ved hjælp af turistkontoret fandt vi en Internetcafé hvor vi placerede Gitte, så hun kunne få tjekket om der var post hjemmefra og få en vejrudsigt fra DMI, alt imens vi satte os på caféen udenfor og gik i gang med endnu en grande øl.
Vejrudsigten lovede ikke godt vejr, overskyet, regn og vind fra SW, altså lige i snotten, når vi skulle videre sydpå, i mange dage frem. 
Vi synes at vejret stadig var for fint til bare at blive liggende inde i havnen og koge, så vi måtte finde et alternativ. På vej til Vigo havde vi passeret en perfekt ankerbugt og i sur modvind begav vi os mod denne. Vi kom til at ligge fint i læ og ankeret blev lagt og vi havde udsigt til den meste perfekte strand, at det var en nudiststrand opdagede vi først senere. "Salon Gi'vind" holdt åbent, og en del af høbunken blev klippet af Ejvind. Pludselig opdagede vi at stranden var forsvundet og der i stedet var dukket nogle klipper op. Enten havde nogle skiftet udsigten ud eller også havde vores anker sluppet taget i bunden. Vi satsede på det sidste og ankeret, inkl.. halvdelen af ankervigens bunddække, blev trukket op og lagt ud igen. 1½ time senere begyndte de sorte skyer at komme nærmere, vinden øgede og ankeret slap endnu engang. Så havde vi fået nok og kursen blev sat mod Bayona 6 mil derfra. Iflg. Reeds-lodsen skulle det være en meget lille havn, men med gode ankringsmuligheder og godt dækket fra alle sider. Reeds havnelods er misinformeret: Det er en pænt stor by med to havne. En meget ny og en noget ældre, samt en kæmpe ankervig. Der er faktisk land hele vejen rundt, så her er beskyttet uanset vindretningen. Vi fandt en plads langt inde i bugten og her lagde vi ankeret endnu en gang.
I forbindelsen med byen er der et Tivoli, hvorfra der er musik om aftenen. Klokken 00 kom der et helt fantastisk fyrværkeri. Gitte lå og sov - men kom op som skudt ud af en kanon -  hun troede vi var blevet påsejlet - da de første kanonskud lød. Hun var ikke den eneste af de omkringliggende som blev vækket på denne måde.
Nu hvor vi har set dette fyrværkeri, kan Tivoli's godt pakke sammen. Det var i gang i en halv time og det blev bare flottere og flottere, skuddene kom højere og højere op på himmelen, hvor de hele tiden steg i størrelse, samtidig med at bragende også blev højere og højere. Ikke nok med at vi kunne høre braget når de skød, men ekkoet kom hele horisonten rundt, 3-4 steder fra. Affyringsstedet kom fra 2 forskellige steder inde fra land og på et tidspunkt virkede det som om de havde en konkurrence med hinanden, om hvem der kunne sende de flotteste og største raketter op. 
Det er ikke kun om aftenen her er fyrværkeri. De sidste mange dage har vi undret os over alle de skud inde fra land. I kikkerten kan vi se at det er fyrværkeri, men til glæde for hvem når det ikke har den store effekt, når det bliver fyret af om dagen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
65 Søndag, 8. august Vigo Bayona 0,4
Vi blev vækket (kl. 9.20) af ankervagten som meldte at vi var drevet, og i øsende regnvejr røg vi begge to op for at kontrollere vores position. Det var ikke fordi vi var drevet, men vi havde blot svajet hele vejen rundt, da vinden var vendt. Nu da vi var oppe og gennemblødte, blev vi enige om at flytte ind til broerne for at få strøm og vand på. 
Gitte brændte efter at få lov at sy solsejl til "Malott", så vi sejlede ind til havnen og 1 ½ minut efter stod havnemasteren der, men da havde vi allerede konstateret, at de havde specielle el stik på broen. Så vi forsøgte at forklare at vi gerne ville låne en adapter. En venlig nabo oversatte vores ønske. "5 minutter", svarede han, og susede afsted i gummibåden (3 knob i havnen????). 20 minutter. senere kom han fræsende fordi og jeg fik råbt ham an. "5 minutter" lovede han. 10. minutter. senere kom han igen fræsende, men denne gang havde han medbragt en havnemaster som kunne engelsk. Men nej, de havde ikke flere adaptere til udlåns, men de ville da gerne have 30 euro for at vi lå på broen. 
Nu er det jo ikke sådan at vi smider om os med penge, og da vi ikke kunne få strøm på, var det jo ligesom lidt nytteløst at blive liggende, så vi forlod i al hast broen og sejlede de 0,4 mil over til den anden sejlklub. Her var de korrekte stik på broen. Gitte var glad. Nu kunne symaskinen endelig komme frem, så "Malott" kunne få et godt solsejl. 
Jeg brugte dagen til at få lidt småting repareret. Vores Simrad instrumenter er begyndt at drille. (er det nu nissen igen) Nogle gange svigter vind- eller dybde måleren og det er jo ikke særlig smart midt i en havnemanøvre, når men gerne vil kende dybden. Det vidste sig at der var gået et stik løst ude i samleboksen i forkahytten og da det var blevet genmonteret, kom der liv i det hele igen. Symaskinen kørte på fuld kraft hele dagen og det kan man godt blive træt af at høre på, så jeg måtte også lige have mig en middagslur.
Efter aftensmaden tog vi gummibåden over til "Malott", men han var i land. Vi påmonterede hans solsejl, som viste sig at passe fint. Dog skulle der enkelte tilretninger til.
Så måtte vi ind og kigge på byen. Byen er den første rigtige turistby vi har set. Det myldre med mennesker, både Spaniolerne og turister. Der er en lang strandpromenade som er total ufremkommelig pga. mennesker, men de små hyggelige gader, oppe bagved, er bare spækket med restauranter og små caféer. De fleste huse er bygget af store natursten. Trafikken på strandpromenaden, og den er der også megen af, bliver dirigeret af en politimand med fløjte, selv de gående bliver der fløjtet af, når de får tilladelse til at passere gaden.
Efter kort tid løb vi på Bjarne (blandt alle de mennesker) og en fortovscafé blev opsøgt og med et mylder af mennesker omkring os, blev endnu "en grande" sat til livs.
Men det kan også blive for meget af det gode og vi besluttede os for at trække lidt op i de små gader og se lidt på den lokale stemning. Her var der en mere afslappet atmosfære og en helt anden hyggelig stemning og da vi passerede en lille hyggelig cafe, måtte vi også ind og prøve den, inden turen gik tilbage til bådene.
Om natten kl. 02 blev vi igen vækket af fyrværkeri, heldigvis ikke af samme format som i går. 

 

Dag

Dato Fra  Til Distance
66 Mandag, 9. august Bayona Bayona 0,4
Mens vi sad og spiste morgenmad, kom Bjarne sejlene i gummibåden og vi bød selvfølgelig på morgenkaffe. Da han ville lægge til,  påsejlede han flydebroen hvor der var et skarpt hjørne, og så sagde gummibåden PUF og luften begyndte at sive ud. Hurtig blev vasketøj, solsejl og påhængsmotor hevet ombord på Gi'vind. Jeg stillede mig i flot position og gjorde honnør fordi jeg ventede at han ville gå ned med mandighed sammen med sin skude, men nej - han ville også gerne ombord.
Gummibåden blev trukket op på flydebroen og skaden besigtiget. Der var kommet en flænge på et par centimeter, men ikke værre end at det kunne klares med en lap. Jeg tilbød at han kunne bruge lappegrejerne fra vores gummibåd, men han ville se om han ikke kunne få nogle i land først.

Der var lidt småændringer på solsejlet som Gitte havde lovet at fixe, mens vi stadig havde strøm fra land, og når vi nu alligevel skal ligge i havn i flere dage på grund af vindretningen, kan vi jo lige så godt få vasket noget tøj. Jeg begav mig afsted med vasketøjsposerne sammen med Bjarne. Ca. 1 time (og ingen øl) senere kom vi slukørede tilbage - ingen vaskeri - ingen vaskemaskiner. Gitte havde heldigvis smuglet sin mors manuelle vasketromle med, så den blev hevet frem og afprøvet. (Gitte har nu håneretten i 24 timer, fordi jeg sagde at den fik vi ikke brug for) Nu ligner Gi'vind for første gang i vores tid en "konebåd", vasketøjet hænger overalt. Vi forlod broen og sejlede iført alt vores vasketøj (pinligt!!) ud til en fortøjningsbøje. 
Så skulle vi til indvielse hos "Malott" Vi var inviteret til "housewarming" af det nye solsejl. Vi måtte dog lige udtrykke vores skuffelse, da vi nok havde forventet en båd der var pyntet op med flag og med et enkelt orkester på fordækket, men Bjarne sagde at vi måtte nøjes med en flaske kold rosévin. Hyggen brede sig i cockpittet,  men vi blev afbrudt alt for tidligt, for pludselig åbnede himlen sine sluser, og vasketøjet måtte reddes..
En redningsaktion blev sat i værk - Gi'vind's besætning kastede sig uden tanker på liv og helbred ned i gummibåden og med alle omdrejninger på påhængsmotoren fræsede de med 1,5 knob tilbage til Gi'vind, hvor de styrtede op ad badestigen for at redde det nyvaskede og næsten tørre vasketøj. Redningsaktionen lykkedes næsten, så det var en tilfreds og lidt våd besætning, der stod tilbage med kahytten fyldt med halvtørt vasketøj
Jo - der er meget at foretage sig når man bare er afsted for at slappe af.

Regnen fortsatte resten af aftenen, så computerne blev hevet frem og billeder og logbog blev ajourført.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
67 Tirsdag, 10. august Bayona Bayona 0
Vi vågnede til en trist og grå dag. Det har regnet en del i nat, men nu er det klaret lidt op. Vasketøjet kom op på tørresnoren igen, men efter en halv time trak der flere grå skyer ind over os og til sidst turde vi ikke satse længere og måtte pille det ned igen. Det viste sig at være en god beslutning, for ganske kort tid efter kom regnen væltende ned og fortsatte hele formiddagen. Lige siden vi kom i lørdags, har vinden stået i syd og med vind fra den retning og med regnvejr er der sejladsforbud på Gi'vind. Vi puttede os ned i salonen med vores bøger og computere og der blev vi til det klarede op ved 14-tiden.
Nu trængte vi til at komme ud og røre os lidt og vi blev enige om at udforske den borg der ligger i forbindelse med byen. Vi pakkede rygsækken og traskede op på borgen.
Starten gik fint, store murværker og små trapper, gåtur på ringmuren, men jeg undrede mig over at der slet ikke var nogle skilte der bare fortalte lidt om borgen, hvor gammel den var eller hvad den var blevet brugt til. Svaret fik vi lidt senere, da vi rundede et hjørne, for inde midt i borgen havde de bygget det fineste femstjernede hotel med tilhørende tennisbane og små haver og så kan det nok være at det historiske gik fløjten. Nå - der var nu meget pænt og vi fik da lidt motion.
Vi fortsatte ind til byen for at få handlet lidt ind og få opdateret hjemmesiden, men vi havde ikke taget højde for at der var siesta, så derfor kære læsere blev i snydt for lidt friske nyheder.
Tilbage i båden blev der forberedt lidt aftensmad og da den var indtaget blev bøger og computer igen hevet frem.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
68 Onsdag, 11. august Bayona Bayona 0
Det har været et forrygende uvejr i nat. Resterne af en orkanen Alexis er blevet til et lavtryk i Atlanten og fronten af den er nu kommet ind over os. Det fik vi at mærke i nat. Med vindstød op til 20 sek/m og regnen væltende ned over os, ruskede og rev det i båden. Vi lå stadig ved en ankerbøje og svajede frem og tilbage. Nogle gange var det som om Gi'vind gerne ville overhale eller sejle uden om bøjen, men fik besked på at komme på plads igen af bøjen, og kvitterede derfor med et ordentlig ryk. Andre gange fik Gi'vind lagt sig på tværs af vinden og så kan det nok være at vi blev blæst på plads igen, det var næsten som om at vi sejlede bidevind uden sejl på.
Hen på formiddagen løjede vinden, så det igen blev til at holde ud. Gitte ville gerne redigere video, men hun manglede 220 volt til edb'en. Da det stadig blæste en del, syntes vi ikke at det lige var det rigtige tidspunkt at lave havnemanøvre på, så vi måtte finde en anden løsning. En forlængerledning på 300 meter i land var heller ikke nogen god løsning, så hjernerne blev lagt i blød. Vi har hjemmefra lånt en inverter (omformer) af Ove fra "Sorte Rudolf" og nu var det tid til at finde den frem og få den monteret. Hele båden blev skilt ad og der blev trukket ledninger på kryds og på tværs, men til sidst var der 22o v til Gitte og mens hun redigerede video i lange baner, krøb jeg ind i et hjørne i salonen med en god bog og blev der det meste af dagen, mens regnen trommede på ruffet.
(Gitte sendte mange positive tanker til Ove, mens jeg bare fik skæld ud over at jeg ikke havde monteret den noget før. (jeg fik dog et kys til sidst))
Fra mit hjørne af sofaen kunne jeg se over på "Malott" Han har stadig problemer med at få gummibåden til at holde luft efter at den er punkteret og nu kunne jeg se hvordan han kæmpede en vild kamp med at få en gummibåd på 2,70 meter ned i kahytten på en 34 fods båd, så den kunne blive tør og få en ny lap. Det var noget af en kamp, gummibåden kæmpede godt imod, gjorde sig tung og bred, men han vandt dog til sidst.
Hen under aftenen var det klaret så meget op at vi igen turde bevæge os uden for. Udstyret med hjemmeside (på usb nøgle) og penge til mad, startede vi gummibåden og rundede først "malott" for at høre hvordan det gik og derefter satte vi kursen mod havnen. 
Vi startede aftenen med at finde en netcafe, men det virkede som om at den idé havde alle andre også fået, for der var alt optaget og der ville gå en time før der var en maskine ledig, så vi forsøgte os på en anden cafe - også alt optaget - tilbage til den første og efter lidt ventetid fik vi plads og opdateret siden.
Nu var sulten for alvor begyndt at melde sig og så gik jagten ind på en restaurant. Det kan til gengæld godt være lidt svært, for alle menuer står på spansk og da Gitte er total rædselslagen for at få serveret blæksprutter, søgte vi en restaurant hvor de kunne en lille smule engelsk. Det er lige så svært at finde som at undgå blæksprutter og da de to ting skulle kombineres endte vi efter fem forsøg på en italiensk restaurant, hvor Gitte fik laks og jeg en stor bøf.
Da vejret ikke var til lange gåture rundt i byen, søgte vi ned mod havnen og tilbage til Gi'vind.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
69 Torsdag, 12. august Bayona Bayona 0
Vi har nu ligget på ankerbøjen i 4 dage og det er begyndte at se lidt tyndt ud med hensyn til strømmen ombord. Der blev holdt krigsråd ombord - skulle vi gå til kaj og betale havnepenge eller skule vi høre på motoren en time om morgenen og en time om aftenen. 
Det blev motoren der vandt og derefter startet og mens batterierne suttede strøm i sig måtte vi så gå og råbe til hinanden. (Senere spurgte vi Bjarne om han kunne høre motoren og det kunne han ikke)
Efter alle de dage med regnvejr trængte vi til at få handlet ind og mens Gitte tog en tur ind til byen, måtte jeg i gang med at bekæmpe nissen som endnu engang har været på spil. 
Vores Simrad instrument ved styrepulten er begyndt at strejke og da det er det vi bruger til at vise dybden med, er det svært at undvære. Endnu en gang måtte hele båden skilles ad for at finde ud af om der var en løs forbindelse. Der blev byttet om på instrumenter og prøvet forskellige løsninger og til sidst fandt jeg ud af at det er instrumentet der er i stykker. Til alt held har vi et tilsvarende siddende ved kortbordet i kahytten og det blev flyttet op i cockpittet. På det tidspunkt kunne min tiltro til Simrad ligge på et meget lille sted, 2 år gamle og så går de allerede i stykker - LORT (undskyld mor)
Gitte var i mellemtiden kommet tilbage fra byen og da hun kunne se min ophidsede tilstand, skyndte hun sig at fremstille en god frokost, så jeg kunne komme ned på jorden (vandet) igen.  Hun havde købt store frosne rejer, så vi kunne få en stor rejemad, men hun var noget forbløffet da de blev tøet op og hun så at de var rå. OK - de skal vel bare koges - sagde hun og gik i gang.
Hele båden stank af fisk og da hun var færdig, så de meget mærkelige ud og der var ikke nogen af os der havde lyst til rejer. De blev lynhurtigt ekspederet tilbage hvor de kom fra, nemlig i havet og så fik vi en spegepølsemad i stedet, lækkert.
Vi havde om formiddagen fået en SMS fra "Towanda". De ville komme til Bayona om aftenen og ved 18-tiden rundede de molen. De blev hilst velkommen med et par trut og da de var vel fortøjret til en bøje, blev vi inviteret på velkomst øl og vin. De næste timer fløj afsted og da sulten begyndte at melde sig blev vi enige om at samles på Gi'vind efter at vi havde spist. 
Gi'vind kom til at ligne en hel bådparkering. Med 3 gummibåde i hækken, samledes vi til råhygge og rødvin og snakken gik til langt ud på de små timer før det endnu en gang blev tid til at bryde op.
Jens og Lene roede over til "Towanda" mens Bjarne hoppede ned i sin noget slatne gummibåd. Den vil stadig ikke holde på luften, men han kom da helskindet over.
Næste morgen lå den igen total udaset på fordækket.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
70 Fredag,  13. august Bayona Viana do Castelo 43
Nu har vi fået nok af Bayona. Selvom vinden stadig er i syd har vi bestemt os for at bryde reglen om kun at sejle i solskin. Det var lettere overskyet og vinden var i syd da vi stod ud af havnen. "Malott" var gået et par timer før os og "Towanda" havde bestemt sig for at blive en dag for at se lidt på byen. Vi slap ankerbøjen ved 11 tiden og sejlede ind for at få lidt vand på. 800 liter og 1 time senere rundede vi "Towanda" igen for ar sige på gensyn og satte derefter kursen ud af bugten. Lige før vi rundede pynten satte vi sejlene, kun for at finde ud af at vi ikke kunne holde noget som helst oppe og at det igen ville blive motorsejlads.
Da den havde stået på en del rødvin, samt at det var blevet sent i går var vi begge to lidt tunge i hovederne, så da Gi'vind var lagt ind på kursen, fik Gitte først en middagslur og efter et par timer var det min tur.
Vi ankom til Viana do Castelo i Portugal ved 18 tiden, hvor vi fik anvist en fin plads.
Vi er nu begyndt at bakke båden ind, da det som reglen er flyde broer vi ligger ved og det så er meget lettere at komme til og fra borde. Gitte var oppe og snakke med havnemasteren for at få anvist en plads til "malott" og blev her belært om at han ikke var havnemaster, men "habourdirector". Bjarne ankom et kvarter senere og vi fik hjulpet ham på plads. Han havde fået noget i skruen men han kunne godt sejle alligevel. Han bød på bindbajer, men nej, habourdirector stod på broen og tillod ikke at vi spildte mere tid. Vi skulle omgående op på kontoret med pas og papirer.
I fuld firspring gik det så op til havnekontoret hvor der var stegende hedt. Her fik vi lov at vente 15 minutter før habourdirector indfandt sig. Malott's papirer blev kontrolleret først og med et-fingersystem blev oplysningerne tastet ind i EDB systemet. Det tog en evighed -  specielt da han fik slettet det hele og måtte kalde på fru assistance. 45 minutter senere blev vi sluppet fri og kunne endelig få en bindebajer.

Kort over ruten