8. Uge

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
49 Fredag,den 23.juli (fortsat) Camaret over pytten   6   5-6

Efter at vi var ankommet til Camaret, har vi flittigt studeret vejrudsigterne og vi må nok tilstå at heldet er ved at være med os. Metrologerne har lovet vind fra nordøst de næste fire dage, med 5 - 6 sek./m. Det er lige noget der passer os og vi har for en sikkerheds skyld, ventet en dag ekstra for at se om den holder og det ser rigtig godt ud. 
Vi brugte dagen til at klargøre båden og kontrollere alle sikkerhedsforanstaltninger ombord, så vi begge var fortrolige med dem. Nødproceduren med GPS'en og VHF'en blev gennemgået tillige med redningsflåden. "Redningstøndens" indhold blev også kontrolleret endnu en gang. Nu mente vi, at vi var klar til afgang og klokken 19.50 kastede vi fortøjningerne og stod ud af havnen.

Gitte:
Vinden var blød og det blæste 5 sek/m fra NØ, hvilket gav os en agten for tværs. Vi startede med at sejle med genaker og storsejl i ca. 2 timer, så forsvandt vinden og så måtte Yanmaren i gang. Den sidste time havde Ejvind sovet for han skulle have nattevagten fra kl. 24, men han blev desværre vækket da jeg startede motoren og da han så var vågen kunne vi lige så godt hygge os med lidt natmad og der blev serveret aspargessuppe med flutes i cockpittet. 
Efter vi havde spist krøb jeg så til køjs. Efter en søvnløs time i forkøjen forsøgte jeg mig med agterkøjen, men da den heller ikke kunne give søvn, opgav jeg og gik op for at underholde Ejvind. Vi blev enige om at han så lige så godt kunne gå ned og få lidt søvn. Som sagt så gjort - og så overtog jeg nattevagten. Det var nu ikke et dårligt bytte. Der var rigtig meget at se på. Bl.a. morild rundt om båden, det er ikke første gang på vores tur at vi har set dette, men det er lige fascinerende hver gang. 
Der var ret mange fiskerbåde ude og himlen også lyst helt op af månen og stjernerne. Jeg så 2 stjerneskud, en del flyvemaskiner, en satellit og flere planeter. (Der skal ikke meget til at glæde) Den største planet (som vi ikke kan huske hvad hedder) var på himmelen helt frem til det var blevet lyst kl. 7.
Ejvind stod op ved 6 tiden, nu var der så småt begyndt at komme vind, så genakeren blev sat igen, men denne gang uden storsejl. Så krøb jeg til køjs.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
50 Lørdag, den 24.juli Starten af pytten midten af pytten   6   5-6

Ejvind:
Efter en time satte vi så storsejlet igen og så lokkede vi ellers pænt derudaf. Solen var begyndt at skinne fra en skyfri himmel og vandet er dybtblåt, med en masse små bølger mellem hver enkelt af de meget lange bølger. Indtil nu er det gået vældigt fint, vi har fået fordelt vagterne fint i mellem os, men vi har svært ved at falde i søvn når vi har frivagt. Vi sidder og gaber men vi kan ikke sove når vi har lagt os i køjen. Det kan godt være lidt frustrerende, når man ved, at man skal op igen og på vagt to timer efter. Dagen i dag er gået godt, båden passer stort set sig selv, det er kun når vinden løjer eller øger at der skal trimmes lidt på sejlene. 
Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og der bliver daset i cockpittet. Vi har slået dataskærmen på GPS'en fra, da det er lidt enerverende at sidde og se at der nu  "kun"  er 311 sømil tilbage og ti minutter efter at der nu er 310. Det kan man godt blive lidt træt af, for så er der fandeme langt igen, så væk med den.

Gitte:
Så er det første døgn næsten gået, og det har ikke været slemt – tværtimod. Lige pt. er det dog lidt uhyggeligt, for der ligger en flyvemaskine og kredser meget lavt rundt over havet. Ikke lige oppe over os men ude i horisonten. Den har været henne ved os, men har ikke gjort tegn til noget og vi har ikke hørt noget over VHF’en. Langt ude i horisonten kan vi se en større motorbåd og en sejlbåd, ikke så langt fra hinanden. Flyvemaskinen har været derhenne indtil flere gange, så vi formoder at de har noget med hinanden at gøre.
Vi havde jo hørt en masse om delfiner og marsvin og pludselig var vi omringet af dem. I starten var der en 10-15 stykker, men der var kun 3 som havde rigtig lyst til at lege. Trods vores aftale om altid at have redningsvest og livline på, hvis vi skulle på fordæk, strøg vi derop begge to iført hver vores kamera. Delfineren blev ved os i ca. en halv time, de svømmede med foran og på siden, krydsede ind foran og under. Det er helt utroligt at de kan få så meget fart på. Så blev de pludselig trætte af os og forlod os, men det var en kæmpe oplevelse.
Senere på dagen hørte jeg noget pruste ved siden af båden, men kunne ikke få øje på noget. Lyden var der 2 gange. Bagefter fik vi øje på en vandsøjle som nærmest lignede røg, som gik til vejrs et godt stykke bag båden. Det var hvaler. Det viste sig at der ikke kun var en men faktisk 2 hvaler.
Vi spejdede som gale efter flere hvaler eller delfiner og efter lang tids venten, blev vi belønnet. En hel flok marsvin, ca. 50 stk, kom svømmende og springende et stykke fra båden. Men desværre var der ikke nogen af dem som havde lyst til at lege. Hvaler så vi mange af i løbet af dagen.

Ud over disse oplevelser er dagen gået med ren afslapning. Mest i skyggen for Ejvind mente at 2 timers sol måtte være rigeligt på min hvide krop. Det er jeg meget glad for nu, for jeg kan da godt se at jeg er blevet noget rød. Ejvind glemte dog selv at passe på, så han fik røde lår. Jeg fik indhentet megen af den søvn jeg ikke havde fået om natten.
Jeg har tilbudt at tage nattevagten, for det var ret spændende.

Ejvind:
Så er solen ved at gå ned og vi begynder at gøre os klar til endnu en lang nattevagt. Vi har bestemt os til at beholde genakeren oppe i nat, den trækker bedre og så får vi ikke nogle ufrivillige bomninger med storsejlet. Hvis det skulle blæse op kan vi tænde dæksbelysningen og bjerge genakeren i lyset af det. Vi synes at der er en god beslutning og det viser sig da også at vi kunne beholde genakeren oppe hele natten.

 

Dag

Dato Fra  Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
51 Søndag, den 25.juli Midten af pytten 2/3 af pytten   6 10,4 3-13

Gitte:
Denne nat var lidt mere trist. Den var meget mere mørk. Igen kunne jeg ikke finde ro til at sove, så endnu engang blev Ejvind sendt i køjen før tid. Jeg havde så vagten fra kl. 01.30. Da klokken nærmede sig 05 kørte øjnene rundt i hovedet på mig så Ejvind blev purret. Han var helt fortumlet og ulykkelig over at han havde sovet så længe. Så var det min tur, men det tog dog noget tid før det lykkedes. Klokken 8,30 vågnede jeg og kom op til frisklavet kaffe og en lidt træt mand. 

Ejvind:
Efter en nat hvor der ikke skete så meget og fordi vi nu er nået midt ud i Biscayen, kan det, når man sidder alene på sin nattevagt og nattehimlen bare er kulsort og der ikke er bare et lille bitte skib at se i nærheden, godt føles lidt ensomt. Når der hele horisonten rundt intet sker og der ikke er den store omrokering på stjernerne i løbet af natten, begynder tankerne at flyve hjem til Hundige og hvad der sker på de hjemlige egne. Hvor er de forskellige taget hen på ferie? Har de mon godt vejr? Huskede vi for øvrigt at slukke for strygejernet inde vi tog af sted? og hvad man nu ellers kan sidde at tænke på og pludselig er det blevet lyst og man skal afløses igen.
Nu hvor vi er på andet døgn, begynder det at gå lidt nemmere med at sove, men når man er faldet i søvn, kan man få de mærkeligste drømme, som smelter sammen med bevægelserne og lydene fra båden.

Da morgenen gryr, ser jeg ude i horisonten to sejlbåde. Det er lige før man føler sig helt opstemt, for nu er man lige pludselig ikke alene mere. De to både bliver ivrigt fulgt de næste par timer og ved ti-tiden passerer de tæt agten om os. I kikkerten kan vi se at det er to amerikanske(?) både og kort efter bliver vi kaldt op over VHF'en. De spørger os om hvor vi er på vej hen og om vi har hørt den sidste vejrudsigt. De havde hørt at der skulle være hårdvinds varsel i området ved Cap Finisterre og at de derfor havde lagt kursen om. Efter en kort konsultation med navtexen, som godt nok også lover hård vind, men stadig fra nordøst, beslutter vi at fortsætte. Vi havde på det tidspunkt 110 sømil tilbage og hvis der skulle komme hård vind, skulle vi jo stadig løbe med den og det mente vi at vi hellere ville, end at begynde at sejle i anden retning.
Vi havde aftalt med Malott at vi skulle holde radiokontakt hver fjerde time, men vi havde indtil nu ikke kunne få kontakt over VHF' en. Det bekymrede os en del at vi ikke havde hørt fra ham, da vi vidste at han jo sejlede alene, men det viste sig senere at han var sejlet længere ind i bugten, fordi at han også havde ændret kurs pga den dårlige vejrudsigt og derfor var ude for vores VHF rækkevidde.
Det meste af dagen gik med at sove og slikke solskin på de dele af kroppen, hvor vi endnu ikke var blevet skoldede. Stillingen mellem ski- og badebukser er blevet lidt vanskelig, for jeg bruger badebukser om dagen og skibukser om natten. Skibukserne er for øvrigt blevet døbt om til vagtbukser, for den der har nattevagten har også retten til at bruge skibukserne.

Gitte:
I løbet af dagen så vi rigtig mange hvaler. På et tidspunkt mens Ejvind sov havde jeg 2 lige ved siden af båden. Jeg blev så befippet at jeg filmede løs UDEN at tænde for kameraet. Jeg opdagede dog fadæsen og fik tændt det tidsnok til at jeg fik taget dem på video. Samtidig brølede jeg af Ejvind, men han hørte intet. Så jeg måtte dokumentere mine oplevelser ved hjælp af videoen.

På et andet tidspunkt hvor jeg havde været nede i båden og kom op, var der helt fladt vand lige ved siden af os. Det så nærmest ud som om at der lå et kæmpe stykke plastik og flød i overfladen. Jeg kiggede en del samtidig med at jeg undrede mig og pludselig stod der en vandsøjle op fra plastikken, så var jeg godt klar over hvad det var.

Hele dagen var perfekt til sejlads, vi havde genakeren oppe både om dagen og om natten og det gik over stok og sten. Solen bagte fra en skyfri himmel og jeg havde sådan lyst til at komme i vandet. Der kunne da være spændende at bade i 3 km dybt vand som har en helt fantastisk azurblå farve. Men Ejvind sagde nej, så jeg måtte nøjes med at fange noget vand i en pøs og så hælde det over mig. Det var ikke engang koldt.

På et tidspunkt kom der en masse ”sæbebobler” flydende forbi os. Det kunne da ikke lade sig gøre så langt ude til havs, så vi blev nødt til at fange en så vi kunne finde ud af hvad det var. Hvad det så var ved vi fortsat ikke, men de var ca. 10 cm i længden og ovale, med en blå underside med røde fimrehår på. På oversiden havde de et gennemsigtigt ”sejl” så de kunne sejle hen over vandet og så vil vi gerne spørge lige som Piet Van Deurs - Hvad er det  ??? (kan ses under "billeder".)

Om aftenen kom vinden så -  var det nu vi skulle til at prøve kræfter med Biscayen ??? Vinden øgede til 13 sek.meter, med det resultat at vi på et tidspunkt lokkede med 10,4 knob. ( Ejvind: På det tidspunkt mærker jeg at båden krænger voldsomt og jeg skynder mig op, men det var bare Gitte der lige ville se om hun kunne slå fartrekorden og derfor skar lidt op i vinden for at få mere fart) Det var nu ikke fordi vinden virkede så voldsom, dels havde vi jo bølgerne med os og samtidig var de jo meget lange så man ikke rigtigt mærkede dem. Vi satte et reb i storsejlet, bl.a.  for ikke at  komme i havn midt om natten, det havde vi ikke specielt meget lyst til. Så nu har vi også prøvet at rebe for ikke at sejle for stærkt.
Denne nat var jeg meget træt, så der fik Ejvind lov til at tage hele slæbet.
En ting der har slået os er at det bliver ret sent lyst hernede. Vi er jo vandt til at det bliver mørkt derhjemme ved 23 tiden og at det så bliver lyst igen ved klokken 4. Her er det mørkt når klokken er 23, men det er først lyst når klokken er ved at være 7. Til gengæld er det lyst på under 10 minutter.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
52 Mandag, den 26. juli den sidste 1/3 del  La Coruna        

Gitte:
Jeg sov trygt og inderligt da vi ankom til La Coruna kl. 7, Ejvind havde trukket tiden ud så længe han nu kunne. Inde i havnen fangede vi en ankerbøje og så skulle jeg lige have sat det spanske gæsteflag. Jeg havde jo været så smart at udskifte vores flagliner med elastikker og kroge, så det var lettere at skifte flag. Men desværre smuttede elastikken fra mig og det Spanske flag blev skudt til vejrs. Ejvinds kommentar var, at så fik vi da fyret Spanien af og at jeg selv måtte op i masten og hente elastikken ned. Det måtte vente og efter en "tillykke" til hinanden strøg vi så ned i køjen for nu skulle der soves i ske. Vi vågnede dog efter et par timer, da var der mindst 40 grader i agterkøjen og efter et blik rundt i "havnen" blev enige om, at det var da den mest forfærdelige, triste og kedelig havn vi endnu havde set. Der var 4 flydebroer, hvoraf de 3 var så faldefærdige at de ikke blev brugt til noget, på den sidste lå der 7 både. Ud over dette lå der ca. 10 både for ankerbøjer. Vores spanske gæsteflag var blæst af krogen og var forsvundet. Vi blev enige om at sejle ind til broen så vi kunne få ladet lidt strøm på batterierne. Vi spurgte nogle af de andre hvad de gav for at ligge her, de sagde at der ikke havde været nogen og opkræve havnepenge. Fint nok. 

Om eftermiddagen kom Malott så endelig. Han havde også fået den kedelige vejrudsigt undervejs fra et fragtskib og havde derfor ændret kurs ind i bugten. Men senere havde han så ombestemt sig og var sejlet ud igen. De kostede ham lige 120 mil ekstra. 

Nu er det lige pludselig meget varmt. Den varme vi har sukket efter i 7 uger er endelig kommet og alligevel tog det os ikke lang tid at konstatere, at vi blev nødt til at sætte soltag på, for at vi skulle kunne opholde os i cockpittet.  Om aftenen gik vi så en tur på promenaden ind til byen. Fantastisk. Her er så smukt. Et kæmpe bredt fortov med blomster, græs og palmer. Aftenen var rigtig lun. Efter 15 minutter var vi inde i selve byen, og her lå der sørme også en havn. Den var meget flot og vi undersøgte derfor hvad det kostede, for så kunne vi flytte derind i morgen. - 30 Euro – vi ligger sikkert meget godt der hvor vi er!!!

Konklusion af turen over Biscayen:

Hvis det ikke er værre at passere Biscayen, gør vi det gerne igen. (Vi ved godt at vi var heldige)
Turen har ganske vist været lang, men med det vejr vi har haft, solskin og ikke over 6 sek/m med vinden ind fra agten, på den første del af turen, mærkede vi faktisk ikke at det blæste så meget, som det gjorde, på de sidste 100 sømil.
Vi ved vi har været utrolige heldige med, at der kom et højtryk netop samtidig med at vi ankom til Camaret, således at vi ikke skulle ligge og vente i flere dage.
Det ville måske have være lidt sjovere hvis vi havde fulgtes med andre både over. Men vi lå så kort tid i Camaret at vi ikke nåede at komme i kontakt med andre som skulle samme vej.
Turen var planlagt til 360 sømil, men vores log vidste 396 da vi ankom til La Coruna. Turen tog i alt 59 timer, hvilket giver en gennemsnit fart på 6,7 knob.

Hele turen fra Danmark til Camaret har jo også forberedt os på lidt af hvert, ikke kun afstandsmæssigt men bestemt også vindmæssigt. Nu betyder 15 – 20 sek/m lige pludselig ikke det samme som tidligere hjemme i Danmark.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
53 Tirsdag, den 27.juli La Coruna La Coruna        

Gitte:
I dag har det så været store vaskedag. Båden er blevet skrubbet og skuret. Desværre var jeg så uheldig at jeg gled på ruffet og hamrede min fod ind i en bolt på søgelænderet. En del af huden fra min hæl blev siddende på bolten og jeg fik en kæmpe blodansamling på hælen. Så nu humper jeg rundt. Efter sådan en iver – i den hede – måtte jeg i vandet. Det var slet ikke koldt, 21 grader. Ejvind bad mig tjekke skruen, for han sagde at han havde fået vandskræk efter hans sidste badetur. Og sørme om der ikke sad masser af tykt nylon line i igen. Så måtte bidetangen endnu en gang i aktion. Denne gang var det så mig der tog slæbet. Det tog lang tid, men jeg fik det da af. 
Frokosten blev indtaget i restauranten over havnekontoret. Det var nær blevet aftensmad. Nu var tjeneren ikke en på hvem studenterhuen klemte, for når man bestiller: Dos pizza, por favor og pegede i spisekortet,  begyndte han at rable en masse spansk af sig og ville absolut ikke prøve at forstå. Vi ved ikke om han havde glemt os, men der gik over en time før vi fik vores mad. Men vi havde en dejlig udsigt ud over havet og øllet var dejligt koldt. Vores spanske ordforråd er blevet gevaldigt udvidet, for nu har vi også lært at bestille øl: Dos grande Cerveza (ølmærke og bemærk lige størrelsen!!!!) Jo - Annie Zier - vi klarer os udmærket udi det spanske.

Mit humperi er ikke blevet mindre af en 10 km lang gåtur ind i byen. Vi skulle have et nyt gæsteflag og så skulle der også handles lidt ind. Vi fik både det Spanske og det Portugisiske og endda til den formidable pris af  7 euro. Vi valgte dog at tage en taxa tilbage. Pu-ha det var dyrt - 3 euro, - det er vel sådan cirka det samme som det koster bare at sætte sig ind i en taxa i Danmark.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
54 Onsdag, den 28. juli La Coruna La Coruna        
Vi havde planlagt at vi ville sejle videre i dag. Vi "lider" stadig under at solen først står op ved 7 tiden, for det gør at vi skubber dagen med en time og at vi først kommer i køjen over midnat eller senere. Vi vågnede ved 9 tiden og til vores store overraskelse var det overskyet. Vi havde slet ikke forestillet os, at det kunne være overskyet her i Spanien. Det ændrede vores planer, for vi havde jo regnet med at sejle i solskin og skulle bade undervejs. Lige siden vi er ankommet har solen skinnet og det har været dejligt varmt og derfor regnede vi med, at sådan er vejret hver dag. Når vi har lagt en plan, holder vi den - til vi lægger en ny. Dagen blev hurtigt døbt om til store hviledag og til opdatering af hjemmeside. Da det er meget lummert og der er 30 grader i kahytten, blev vores nye vindsluse, som vi fik af Cha-to og Sjenius,  monteret. Det gav en dejlig brise gennem båden så det var lige til at holde ud når man skulle ned efter kolde drinks. (Fes den ind - kolde drinks og 30 grader!!!!)
Det er utroligt så hurtigt vi glemmer hvor mange fortrædeligheder vi har haft undervejs hertil, men nu hvor solen skinner og vi sidder i bar overkrop (Ejvind - selvfølgelig) er det hele bare glemt og vi nyder det i fulde drag.
Vi kan se på vejrkortene at der også er højtryk over Danmark og det glæder os, at der endelig også er kommet godt vejr til alle jer derhjemme.

Vores tur på netcafé, var ikke helt vellykket. Men vi fik da opdateret dagbogen. Billederne gik der kuk i, så de må vente til næste gang.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
55 Torsdag, den 29. juli La Coruna Corme 40
Nu skulle det være. Hvis vi ikke skule gro fast, var det på tide at komme videre og så spændende er La Coruna altså heller ikke. Efter morgenkaffen gjorde vi klar til afgang og ved 10 tiden slap vi fortøjningerne. Her i Spanien er vinden inde under land, men da det også er her, at klipperne er skjult under vandet, må man vælge og vi valgte at sejle for motor. Vi forsøgte undervejs at udføre fiskeriets ædle kunst, men fiskene var godt klar over, at det var os danskere og holdt sig langt væk. Der var dog er par delfiner der lige skulle hen og se hvad det var for noget mærkeligt noget, vi foretog os og så var det bare med at få hevet krogen ind i en fart, for vi var sikre på at vi ikke kunne spise en hel delfin, bare os to alene. Efter et par timers sejlads ankom vi til Corme, en lille hyggelig  fisker landsby hvor vi fik lagt ankeret helt inde i bugten. Malott ankom en times tid efter os og da han havde ankret op, blev vi budt på anker-øl og i godt selskab går tiden jo stærkt og da det så var blevet spisetid, blev vi budt på aftensmad. Skinke og melon med flutes og tilhørende rødvin. mums.
Vi besluttede os derefter at tage gummibåden ind for at se på lokaliteterne og oppe på torvet var der en bar som så rigtig hyggelig ud. Udenfor grillede de små fisk (sild!) og da vi havde bestil øl, fik vi også serveret tre af disse slags. Nu er fisk jo ikke lige min livret og da de serverede fisk var nogen som bare var lagt på grillen lige efter at de var trukket op af vandet, skulle jeg tage tilløb til. Ned skulle den og med øllet klart til at skylle efter med gik jeg så til bidet. Det smagte herligt, næsten som makrel med masser af salt på, så sådan kan man også blive overrasket.
Vi fortsatte bagefter vores tur rundt i byen og lidt senere kom vi så ned til havnefronten og her mente vi at det nu var tid til en ny øl. Bjarne valgte kaffe med brandy og jeg skal lige love for at det var med brandy. Der kom en pokal af et glas og der blev hældt mindst en kvart liter op i det. Kaffe var der til gengæld ikke ret meget af, og jeg var glad for at jeg kun havde bestil øl hvis jeg skulle bære ham hjem efter den pokal. Nå - men han kom dog helskindet igennem den og vi fortsatte vores rundtur. Vi havde nu støvsuget hele byen for værtshuse og da vi endte på torvet igen blev vi enige om at tage en godnat øl der.
Vi faldt i "snak" med nogle af de lokale og det kan nok være at vores spanske er mangelfuldt, her går den ikke med to grande bier eller por favor, men vi fik leget en ordentlig gang gæt og grimasser. Det må have været en kosteligt syn, at se os stå og forklare at vi var sejlet fra Danmark i sejlbåd og at den lå ude i bugten, hvor stor den var og at vi hed Bjarne, Gitte og Ejvind. Det er utroligt hvad man kan sige uden at kunne et ord spansk. De forklarede noget om at de spillede fodbold og noget andet med en meget lille bold som de slog til med hånden. 
Da dette værtshus lukkede tog de os så med til det næste. Størrelsen på ølglas voksede for hver gang vi fik en omgang. Efter "gæt og grimasser" gik vi over til "tegn og gæt", idet vi inviterede dem med ud at sejle i morgen, og vi skulle så forklare dem på hvilken strand vi ville hente dem. Klokken var nu mange og vores spanske venner fulgte os pænt ned til gummibåden, Gitte havde stor besvær med at trække gummibåd og os ud i vandet, med det resultat at det endte med en dukkert - fuldt påklædt!! Jeg fik med møje og besvær styret gummibåden ud mod bådene. Den var ikke meget for at sejle lige og det var godt at der ikke var noget spansk policia i nærheden. Jeg tror nok der ville være dømt spritsejlads. Jeg tror jeg skal øve mig lidt i, ikke at sige "uno grande bier" så meget.

 

 

Dag

Dato Fra Til Distance
56 Fredag, den 30. juli Corme Corme 0
Det blev nødvendigt med en overliggerdag. Det var med meget tunge hoveder at vi vågnede ved 11 tiden. Vi havde jo inviteret gæster til klokken tolv, så det var bare med at komme i gang. Klokken 11.45 blev gummibådene gjort klar og vi sejlede ind for at hente vores spanske venner. Vi ventede i en halv time på dem og derefter blev vi enige om at de enten ikke havde lyst eller at de ikke forstod spansk, de kom i hvert tilfælde ikke!! Måske meget heldigt, da vores hoveder ikke var til større sejlture. 
Bjarne og jeg sejlede så ræs i gummibådene, indtil jeg løb tør for benzin og måtte trækkes tilbage. Undervejs opdagede vi, at den strand vi ville hente vores gæster på - ikke var den strand vi havde aftalt - ups. Nå, men de kunne have set os hvis de var kommet. Eftermiddagen blev brugt til at pleje os selv og det blev en meget lang siesta, der blev holdt. Vi var blevet enige om, at vi nok måtte holde os væk fra byen, så Bjarne kom over til en stille godnatsjus efter aftensmaden, hvor vi fik vendt verdenssituationen endnu en gang og lidt efter mørkets frembrud sagde han pænt godnat og sejlede tilbage til sin båd. 
Vi strøg direkte i køjen og fik os en velfortjent søvn efter en lang og hård dag for hovedet.

Kort over ruten