36. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance
239 Lørdag, den 29. januar San Sebastian San Sebastian

0

Så er jeg ved at være ovenpå igen. 
Vi vågnede til en mørk og overskyet dag, hvor det truer med regn.
For at være på den sikre side, blev vi enige om at vi hellere måtte blive i salonen og hygge os hvis det skulle begynde at regne. 
Jeg har siddet og skrevet til hjemmesiden, om min meget specielle 50 års fødselsdag. Hvem kan "prale" af at have sovet sin 50. års fødselsdag væk og stort set ikke kan huske en pind fra den. Det var nu mest synd for Gitte, som havde lagt op til at vi skulle have en spændende dag og ud og spise om aftenen, men sådan blev det altså ikke.
Ud på eftermiddagen blev al den hjemlige hygge lidt for meget og vi trængte til lidt   frisk luft. Vi gik en lang tur rundt om havnen og derefter en tur op i byen, hvor Gitte syntes at jeg skulle have en lille "trøstegave" for hun havde set endnu en flot skjorte, som hun mente at jeg altså bare måtte have.

Da vi var hjemme på juleferie fik vi ombyttet vores GPS hos Fairpoint/Garmin, fordi solfilteret på skærmen var forsvundet. Den ny GPS har desværre det uheldige problem, at den med jævne mellemrum mister kontakten til antennen. Dette problem skrev vi til Fairpoint om, da vi lå i Los Gigantes og i dag har de så skrevet at de vil  sende os både en ny GPS og en ny antenne. Fin service! 

 

Dag

Dato Fra Til Distance
240 Søndag, den 30. januar San Sebastian San Sebastian

0

Så har vi prøvet noget vi ikke har prøvet i lang tid - en regnvejrsdag.
Da vi vågnede var der store mørke grå skyer på himlen og da vi jo har det princip kun at sejle når solen skinner, (vi prøver i hvert tilfælde) skulle vi altså ingen steder i dag og så kunne vi jo lige så godt tage en halv time mere under dynen. UMMM !
For første gang i meget lang tid havde vi en rigtig god grund til at blive nede om læ og rigtigt hygge os. Computerne blev fundet frem og vi gik i gang med at redigere vores videofilm, som vi normalt overspiller til DVD og sender hjem til vores kære mødre, så de kan følge med i hvad vi går og foretager os. Til vores gru opdagede vi, at vores seneste DVD var fra Portugal fra før vi krydsede over mod Porto Santo. Det krævede det meste af dagen, for at få indhentet bare en lille smule af det forsømte. 
I dag har vi så også fået den glædelig SMS, at Danny og hans kæreste Caro kommer og besøger os - klokken 10! Nu glæder vi os så bare til at få at vide hvad dag de kommer!

 

Dag

Dato Fra Til Distance
241 Mandag, den 31. januar San Sebastian San Sebastian

0

Sejladsmæssigt er vi gået lidt i stand by.  Det er hundekoldt om natten. Det er godt gjort at her sejler man til de Canariske øer og så går man og fryser. Om dagen kan vi lige holde 20 grader, men om natten er vi nede nær de 15 grader. Selv de indfødte siger at det er usædvanligt koldt for tiden. (Selv om det kun er en uge siden at vi havde det dejligt varmt, men man glemmer hurtigt) Når man tænker på, at lige inden vi rejste hjem i december var temperaturen oppe omkring 26 grader og nu ligger vi og roder omkring en normal dansk kold sommerdag. Næ - må vi så bede om en god gang varmebølge igen, tak.
Nå, med disse vintertemperaturer uden for salonen er vi fast besluttede på ikke at bevæge os uden for en "dør" (man kan jo ikke skrive - uden for en luge)
Men det giver os jo en god grund til at få ordnet alle de videooptagelser, som vi er kommet så langt bagud med og det meste af dagen bruger vi da også under dæk.
Sidst på eftermiddagen bliver trangen til lidt frisk luft dog for stor, så vi iføre os de tykkeste trøjer vi har i båden, (skibukser er måske en lille smule overdrevet) og med øltornysteret fyldt begiver vi os en tur ud på molen og fik ordnet verdenssituationen over en kop øl eller to.
Vi er begge ved at få lidt havnekuller og vi har bestemt os for at sejle tilbage til Los Cristianos i morgen, som vi jo måtte forlade lidt brat for lidt over 14 dage siden på grund af et lavtryk. Der er et højtryk på vej og det giver os mulighed for at ligge lidt for anker inde i havnen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
242 Tirsdag, den 1. februar San Sebastian San Sebastian

0

Så er det tid til at sætte nogle sejl, inden vi gror fast. 
Det er utroligt hvor hurtigt man vender sig til at ligge fast i en havn. De trygge rammer med vand og strøm, en bro at fortøjer til og gode naboer at snakke med, er der nok mange der er blevet fanget af. Mange af dem som ligger her, har været her i 4 år og har ingen planner om at sejle videre. Nok er havnen meget hyggelig - men 4 år !!!!  - der tror jeg nok at jeg sætter grænsen.
Vi gjorde Gi'vind klar til afgang og som noget af det sidste ville jeg lige fylde vandtanken op, for ikke at lave den samme bommert, som sidst vi forlod en havn og bagefter ikke kunne få vand. Vi manglede en kvart tank og det skulle vel ikke tage mere end et lille kvarter og så af sted. En halv time senere løb vandet stadig og jeg begyndte at undre mig over, hvordan der kunne være så meget vand i tanken. Godt nok løb vandet langsomt, men det var jo kun lige det sidste der manglede.
En pludselig indskydelse fik mig til at kikke under dørkpladerne og der opdagede jeg til min store forskrækkelse at der stod 20 cm vand - over hele bunden!!

Gitte -  luk for helvede, - vandet vælter ud af tanken ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! ! !


FARVEL SEJLTUR OG GODDAG REPARATION.

I stedet for at tage ud og sejle, kunne vi nu begynde at søbe vand op. Det er nu lidt uhyggeligt, men vi er efterhånden så hærdede at vi ikke mere kan lade os slå ud af det, men er begyndt at tage det fra den humoristiske side: "Det var da godt at det kun var 500 liter i stedet for 800 liter og at vi har 2 spande, ellers ville det tage dobbelt så lang tid at tømme båden." (Jeg kan for øvrigt sige at man får meget lang arme af at tømme 500 liter ud af en båd

Nu startede arbejdet med at grave sig ned under bænkene og finde frem til hvor utætheden er. Så endnu en gang får jeg æren af at skille Gi'vind ad og kravle rundt inde bag vandtankene. Det viser sig at den ene af de to vandtanke (plasttanke på hver 400 liter) er flækket oppe i den øverste kant, hvor plastikken står og arbejder når tankene er fulde.
Når man bygger en båd, tager man først et bådskrog og derefter placerer man vandtankene og så bygger man resten af båden ovenpå. 

Det er næsten ikke til at komme til og vi måtte da også ty til en stiksav og skære lidt i bunden af bænken. Gitte blev sendt af sted for at finde noget træ som kunne bruges til sidestøtter og jeg forsøgte at få svejst plastanken med en loddekolbe. Til sidst fik jeg støttet tanken af, så siderne ikke arbejder så meget. Jeg tror at det lykkedes, men nu må vi se om det holder, til vi kommer hjem. (Ellers må vi holde op med at bade og kun drikke øl i stedet for vand)

 

Dag

Dato Fra Til Distance
243 Onsdag, den 2. februar San Sebastian Los Cristianos

18

Så forsøger vi os igen. 
I dag vil vi så forsøge om det kan lade sig gøre at sejle en tur til Los Cristianos uden at lave nogle ulykker. Man er jo næsten helt panisk over om der er noget der skal gå i stykker.
Vi kom godt ud af havnen og fik sat sejl og fik lagt Gi'vind på kursen til Los Cristianos.
Vi havde håbet på en tur med lidt slæk på skøderne og så ellers bare slappe af, mens selvstyreren klarede dagens opgave. Men det blev ikke lige den tur vi skulle have i dag. Vi fik alt fra vindstille til reb i storsejlet, læns og bidevind og vi sluttede af med motorsejlads og til sidst var vi ikke kede af at kunne smide ankeret inde i havnen.
Mens vi var i gang med at lægge ankre ud, lagde vi mærke til at vi blev holdt under skarpt opsyn af et ægtepar inde fra land, men vi tænkte dog ikke mere over det.
Godt trætte efter en dag på havet (det er vi jo ikke vandt til) opgav vi at tage ind til byen og fandt i stedet for grillen frem og fik startet den op. Der blev lagt et par ribben og kartofler på og mens vi sad og nød aftensolen gå ned, bredte der sig en liflig duft af mad over Gi'vind. Inden vi spiste sad vi og nød et glas rødvin, for at fejre at der slet ikke var gået noget i stykker i dag.  

 

Dag

Dato Fra Til Distance
244 Torsdag, den 3. februar Los Cristianos Los Cristianos

0


Nu gror træerne jo ikke ind i himmelen.

Hvis jeg troede, at der ikke skulle være noget der skulle repareres i dag, kunne jeg godt tro om igen.
Vi startede dagen med at vores ankertov til det bageste anker, (vi har to ankre ude fordi der ikke er så meget plads i havnen til at vi kan svaje rundt) havde viklet sig rundt om roret og skruen. Det fik vi så lige et par timer til at gå med og så var dagen jo lagt an til at skulle reparere alle de andre småting.

Gitte trængte til at ose i forretninger og da jeg satte hende af på stranden, mødte vi det ægtepar som i går havde holdt os under observation. Det var et dansk ægtepar fra Nivå, som selv tidligere havde haft båd og derfor fulgte med i vores ankermanøvre. Efter at vi havde fået de sidste nyheder fra Danmark, smuttede Gitte op til forretningerne og jeg tog tilbage til Gi'vind.
Første punkt på dagsordnen var, at Gitte havde set, at det dryppede fra vores vandvarmer og i frygt for at den skulle være utæt (tæret) bestemte jeg mig for at den skulle have det store eftersyn. Kistebænken blev tømt og "teknikerbænken" skilt ad. Det viste sig til alt held, at det bare var en slange der havde løsnet sig og at det kunne klares med en efterspænding.

Næste punkt på dagsordnen var, at min uundværlige skruemaskine var ved at opgive ævred, (jeg tror den er ved at være slidt op), og den trængte til nye kul. Der har efter hånden været så mange reparationer at selv værktøjet går i stykker, men efter et nyt sæt kul kører den igen.

Tredje punkt var at vi ikke har fået nogle meddelelser på Navtexen i de sidste 14 dage og det kunne godt være, at det var fordi vi havde ligget i læ af en klippe i San Sebastian og signalet derfor ikke kunne komme ned til antennen. Men nu hvor vi ligger midt i havnen i Los Cristianos, er der ingen kære mor. Der er noget galt. Efter at have kørt testprogrammet og det ingen fejl viste, måtte jeg i gang med at kontrollere antennen.
Jeg kunne ikke konstatere nogle fejl på den, så nu må også den retur til  Furuno.

Jeg er ved at være godt og grundig træt af at skulle reparere båd og elektronik hele tiden.
At ting i en 10 år gammel båd går i stykker, kan jeg accepterer, for ting bliver slidt og man kan vel næppe forvente at det holder evigt. MEN når vi køber nye instrumenter, for at være på den sikre side inden vi tager afsted,  - det være sig GPS' er - instrumenter - batterilader - Navtex - bærbar computer - og at det så er disse nye ting der hele tiden går i stykker, kan virkelig bringe mit pis i kog. Ja undskyld mit sprog, men det kan virkelig gøre mig gal, når man skal bruge så meget tid på at kontakte alle mulige forhandlere og det gør det bestemt heller ikke nemmere at man så er så langt væk. Vi mener ikke, at de ting vi har købt ligger i den billige ende af skalaen og vi forventede nok derfor at det var af en bedre kvalitet, men der er vi nok blevet lidt klogere. Det skal så også siges at vi har fået en fin behandling når først uheldet har været ude, men det ville altså have været nemmere hvis tingende holdt.
NÅ - men nu fik jeg da lidt luft

 

Dag

Dato Fra Til Distance
245 Fredag, den 4.februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Efter en rolig nat, er vandet i havnen helt blankt og vi kan se ned til bunden. Vi opdager at der lige under os ligger en ankerline og efter et par forsøg får vi fisket den op. Denne line er tøjret til store kæder på bunden og efter at have afprøvet om den holder, tøjre vi Gi'vind til den og sammen med vores ejet anker er vi nu sikre på at vi nok skal blive liggende.
Med Gi'vind godt tøjret til havbunden, tager vi så gummibåden ind på stranden, hvor vi endnu engang møder det danske ægtepar og får os en lang snak.
Los Cristianos er et rigtigt turiststed, men der er en dejlig atmosfære og man bliver ikke overdænget med tilbud om at købe billigt. Vi brugte dagen til at gå hele den lange promenade op og ned og den er meget lang.
Vi har fået at vide at Danny og Caro kommer på torsdag den 10. februar og hvis vejret tillader det vil vi ankre op her i Los Cristianos. Danny og Caro skal godt nok bo i Puerto Santiago ved Los Gigantes, men vi synes at der er meget hyggeligere her i Los Cristianos, og så må vi leje en bil hvis det bliver nødvendig.
Efter at have gået det halve af Tenerife rundt, (sådan føltes det i hvert fald) tog vi tilbage til Gi'vind og fik startet grillen op endnu en gang.