Vores baggrund

Da vi i 1993 købte vores første båd, en Elan 31/33, var vi sikre på at det var den perfekte og eneste båd for os og at vi aldrig ville finde en som vi ville bytte den ud med, men efterhånden som turene og ferierne blev længere, opstod der et ønske om lidt mere plads og komfort.

Og man har vel et standpunkt til man tager et nyt og det måtte vi også sande, da en af vores gode venner kom og sagde at nu havde hun fundet den helt rigtige båd til os. Nu koster det jo som bekendt ikke noget at kikke og da vi havde set båden indvendig - - -  var vi klar til at underskrive slutsedlen med det samme. Som tænkt så gjort - og det har vi ikke et øjeblik fortrudt. Vi har været utroligt glade for vores Dehler 41 DS som vi købte i 1999. Det var dog meget trist at skulle sige farvel til vores Elan.

Da vi hentede båden i Roskilde Fjord, blev den døbt GI`VIND (efter Gi-tte og Ej-VIND). Bådnavne, som er dannet ved en navnesammensætning, er en tradition vi har i SKB - i Hundige Havn.

Gi'Vind har bragt os mange gode minder fra sommerferierne, som bl.a.er gået til Rügen/Polen,  Tyskland, Østskærgården i Sverige, Stokholm, Norge og selvfølgelig Danmark rundt.

Som årene er gået er drømmen om den store tur til Middelhavet blevet større og større og i efteråret 2003 besluttede vi, at nu skulle være. Vi er nu begyndt at lave de første forberedelser i båden, strømanlægget skal udskiftes og udvides, bunden skal slibes - primes og males og der er mange småting der skal efterses og klargøres.

Vi forventer at tage af sted i maj måned 2004, men vi har endnu ikke bestemt os for hvor lang tid vi vil være væk, da det jo er helt nyt for os