Uge 23

Dag

Dato Fra Til Distance
155 Lørdag, den 6.november Puerto Rico Puerto Rico 0
Gitte har snart fødselsdag og hverken hun eller jeg aner hvad hun ønsker sig. Vi havde faktisk begge glemt at det var ved at være ved den tid. I år må jeg fravige mit princip om at give hende en gave som hun ikke ved hvad er, derfor må jeg bøje mig og bede hende tage med ud og finde en gave. 
Så efter morgenmaden begiver vi os rundt på strandpromenaden. Men det er altså enerverende, at man hver gang man passerer en ny forretning, får at vide at der er "speciel price", "discount", "speciel offer just for you", og at man så godt ved, at de ikke vil sælger noget hvis de ikke tjener nok på det.
Nå - vi fandt da til sidst en fin gave og Gitte lovede at glemme hvad vi havde købt.

Over middag var det tid til at besøge "Malott" og få skyllet halsen. "Malott" ligger på bro 4 sammen med 4 andre danske både og vi bestemte at vi ville flytte Gi'vind over i "danskerlejren", så vi alle var samlet når vi skulle til sejlerfesten i morgen. Vi tænkte at det nok var bedst at vi lige informerede havnekontoret om at vi ville flytte plads fra bro 6 og over til bro 4, men havnekontoret lukkede allerede klokken 15.30 og  det havde klokken lige passeret. Ok - når der ikke var nogen på havnekontoret, var der heller ikke nogen der kunne sige at vi ikke måtte, så vi luskede lige så stille Gi'vind over til bro 4 og ind mellem de andre danskere. Vi kom til at ligge ved siden af danske "Octopus", som var kommet i løbet af fredagen og som vi havde hilst på i Marina Rubicon. De kiggede over til en bindebajer og vi fik et par hyggelige timer sammen.
Senere på aftenen blev vi kontaktet af "Octopus" (NL) via SMS. De lå for anker uden for Aguineguin og ville videre til Tenerife om natten. Vi ønskede dem en fortsat god tur over dammen og takkede for de hyggelige stunder som vi havde haft sammen.
Nu må vi nok til at se i øjnene at det nu er ved at være tid til at tage afsked med mange af dem som vi har lært at kende i de sidste par måneder, fordi de fleste skal videre til Caribien.
Det bliver nok lidt underligt når alle er sejlet, men til gengæld bliver der god plads i havnene og det er forhåbentlig heller ikke alle der skal af sted og så er det igen tid til at lære nye mennesker at kende.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
156 Søndag, den 7. november Puerto Rico Puerto Rico 0
1. prioritet i dag: E-mail og opdatering af hjemmeside. Dette er nemmere sagt end gjort, for der findes næsten ingen netcaféer her i Puerto Rico. Med alle de turister og med så mange hoteller, er det utroligt at der kun findes én netcafe med 2 maskiner. Derfor måtte der en del ventetid til, før vi kunne få opdateret siden og hentet vores post.
Eftermiddagen gik med ren afslapning, inden vi skulle gøre klar til afgang til sejlerfesten.
Den danske bar i Aguineguin, Compas Amigo, holder hvert år, den første søndag i november en sejlerfest for alle danske sejlere der er i området. 

Vi startede med at samles i baren oppe på kajen, inden vi i samlet flok drog mod Aguineguin og Compas Amigo bar.

Her blev vi modtaget af René og Rita fra "Valkyrien" (fra vor hjemhavn) som jo til dagligt bor i Aguineguin. De havde hørt at vi skulle deltage i sejlerfesten og på trods af at det var Rita's fødselsdag, ville de lige hilse på os inden de skulle ud og spise. 
Vi var ca. 25 sejlere der blev budt velkommen og bagefter gik vi "ombord" i det store kolde bord med mange lune retter. Der var alt hvad der skulle være til en god dansk frokost med øl og snaps. Sild, roastbeef, frikadeller, medisterpølse, leverpostej, ost. For slet ikke at glemme remouladen og peberroden, alt sammen noget som vi ikke havde fået i 5 måneder. Det var herligt ! Der blev snakket ivrigt hele aftenen og pludseligt var klokken 24 og det var tid til at vende hjemad mod bådene.
Klokken var nu passeret 24 og det var blevet Gitte's fødselsdag og halvdelen af selskabet blev enige om at samles på Gi'vind til en godnat sjus og synge fødselsdagssang for Gitte.
Klokken nåede da også at blive næsten 3, inden de sidste forlod os og vi kunne komme i køjen efter en lang og dejlig dag.

 

Dag

Dato Fra  Til Distance
157 Mandag, den 8. november Puerto Rico Puerto Rico 0

HAPPY BIRTHDAY TO YOU, HAPPY BIRTHDAY TO YOU, HAPPY BIRTHDAY DEAR GITTE, HAPPY BIRTHDAY TO YOU.

Gitte blev vækket med fødselsdagssang og kaffe på sengen, som traditionen byder og masser af gaver, som hun jo selv havde været med ude at købe og lykkeligt havde glemt alt om.

Efter morgenkaffen kom Bjarne forbi og ønskede Gitte tillykke med en meget fin buket roser.
Gitte havde fået lov at bestemme hvad vi skulle lave i dag og da der var et stort center i Puerto Rico, måtte det besøges. Centrene her på Gran Canaria er en blanding af gøgl, tingeltangel og nogle få ordentlige butikker, så det var hurtigt overstået og da Gitte havde lokket med lidt frokost i byen, fandt vi en restaurant og fik bestilt et par pizzaer.

Tilbage på Gi'vind var det tid til at prøve at indhente noget af den manglende nattesøvn.
Om aftenen blev vi inviteret over på danske "Octopus" til en øl, men det blev vist nok til to inden vi var færdige med at få alle de gode tips som Berit kunne give om Lanzarote. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance
158 Tirsdag, den 9. november Puerto Rico Puerto Rico 0
Så var afskedens time kommet. "Malott" havde bestemt sig for at de ville sejle videre til Tenerife i dag. Når jeg skriver "de" er det fordi at Bjarne har fået en ny gast, Ole, ombord. Det er meningen at Ole skal sejle med over til Caribien. Det var meget mærkeligt at skulle sige farvel til Bjarne når vi nu har sejlet næsten 4000 sømil sammen og så lige pludselig skulle sige farvel. Vi har sagt på gensyn mange gange til hinanden, men denne gang vidste vi at det var alvor. Bjarne skulle videre til Tenerife og vi skulle tilbage til Fuerteventura for at hente Torben og Charlot som kommer på besøg den 25. november. 
Vi samledes ovre på "Malott" til morgenkaffe og gammel dansk, hvor Ole fik de sidste instrukser om at passe godt på Bjarne og "Malott", nu hvor vi ikke er der mere til at holde øje med ham. Det lovede han højt og helligt og han skulle også nok sørge for at Bjarne huskede at skrive til os. (Vi har lover at hvis vi får positioner fra "Malott" mens de er på vej over Atlanterhavet, vil vi skrive dem her på siden)
Det var så blevet tid til afgang for "Malott" og mens alle de danske både stod og vinkede forsvandt de langsomt ud gennem havnemolen.
Vi gik i gang med at lave en indkøbsliste, for vi havde fået mulighed for at handle ind i en engros forretning, magen til Metro. Sammen med den danske båd "Picha" drog vi mod Aguineguin og Cash and Diplo. For Gitte var det som at blive sluppet løs i Slaraffenland.
24 dåser flåede tomater, 12 store dåser ananas, 12 liter mælk, og sådan fortsatte det. Den ene kasse efter den anden røg over på vognen, som til alt held var af betragtelig størrelse. I over en time gik den vilde jagt op og ned af alle gangene, men det skal også siges at vi stort set er udgået for alt og da det er en del billigere her, var det bare med at få fyldt op.
Det var vores danske kontaktperson fra FTLF her på Gran Canaria, Kaj Folmer, som havde adgang til C&D, og han var tilmed så flink at tilbyde at køre os tilbage til båden med alle varerne hvor det bare var at komme i gang med at slæbe ned af broen og ud til Gi'vind. ENDNU en gang blev Gi'vind splittet ad og alle stuverum som bare havde en lille smule plads tilovers blev fyldt op. 
Nu kan vi igen prale af at vi har alt ombord - undtaget en vandlinie.
Så skulle havnekontoret lige rundes. Vi blev mødt af en havnefoged som sad med begge ben på skrivebordet og så fjernsyn. Da han hørte at vi kom for at betale, bad han os om at komme tilbage i morgen for han havde lukket kassen. Klokken var 14.30 og på døren stod at der var åbent til 15.30. Først da vi fortalte at vi ville sejle meget tidligt, forbarmede han sig og tog imod havnepengene.
Da vi har planlagt at sejle tilbage til Fuerteventura tidligt i morgen, syntes "Octopus" at vi skulle have et glas rødvin og sige ordentlig farvel. Vi fik, igen, en hyggelig aften, men alt godt får en ende og da klokken pludselig var blevet 23, måtte vi sige godnat og ønske dem en god tur over dammen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
159 Onsdag, den 10.november   Puerto Rico Morro Jable 91
Vi var tidligt oppe. Allerede klokken 05.45 ringede vækkeuret og det var bulder mørkt udenfor. Vi havde bestemt os for at sejle tidligt, så vi ikke skulle anløbe havnen i 
Morro Jable på Fuerteventura i mørke. Det kom vi nu til alligevel. Klokken kvart over seks smed vi fortøjningerne og gled langsomt ud i mørket. Uden for havnen måtte vi konstatere at der desværre ikke var så meget vind at vi kunne sejle for sejl, så vi fortsatte lidt for motor. Vi havde bare det lille problem at vi ikke havde nok diesel til at tage hele turen for motor, så vi måtte gøre et pit-stop undervejs. Ude i horisonten kunne vi se at det lynede og tordnede og vi håbede på, at det ikke ville komme denne vej. Men med vores sædvanlige held varede det ikke længe før det begyndte at regne. Vi havde lagt kursen mod Pasito Blanco for at tanke diesel, men de åbnede først klokken 8 og vi var en halv time for tidligt på den. Nu er mødetider måske ikke det der tages allermest alvorligt i denne havn, for da klokken var 10 var der stadigvæk ikke kommet nogen og da det stadig øsede ned, havde vi heller ikke så travlt med at finde en der kunne åbne for dieselstanderen. 
Vi fik da tanket til sidst, med det var som om at gassen var gået af os og ingen af os havde synderlig lyst til at sejle i det øs regnvejr. Ved middagstid var det klaret så meget op at vi gjorde klar til afgang. "Gangmaker" kom gående for at hilse på. De var kommet ind en time før og var sejlet fra Morro Jable i går aftes. Vi fik ønsket dem en fortsat god tur til Caribien og kastede derefter fortøjningerne. 
Set i bakspejlet var det nok bedre hvis vi var blevet i havnen, for det blev en lang og kedelig tur. Selv om vi stoppede flere gange for at se om vi kunne sejle for sejl, måtte vi, endnu engang, tage hele turen for motor. Det var straffen for at sejle når solen ikke skinner.
Vi ankom til Morro Jable klokken 22.30 og da vi skulle ind gennem havnehullet, tænder vi dækslyset og Gitte går op i stævnen. Pludselig lyder der et skrig oppe foran. Gitte tror hun har fået skubbet til noget og da bukker hun sig ned for at samle det op, begynder det pludseligt at sprælle. Det kan nok være at hun fik sig et chok i mørket. Hun var blevet ramt af en flyvefisk, og da hun endelig får tændt lygten er den forsvundet, men hele dækket er smurt ind i skæl og Gitte stinker af fisk.
Efter en lang og kedelig sejlads, er det første vi bliver modtaget af, et par Securitas folk. De må være af en sjælden race, for det viser sig at den ene kan tale engelsk og har tilmed humor, så mens vi får skrevet papirerne står han og joker med Gitte og bagefter fortæller han at han er på havnen hele natten og hvis vi får brug for ham, skal vi bare blæse i en fløjte. (Problemet er bare at vi ikke har en fløjte ombord) Nå - vi regnede heller ikke med at det ville blive nødvendigt.
Efter en godnat bajer tørner vi ind og der gik ikke mange minutter før vi sov.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
160 Torsdag, den 11. november Morro Jable Morro Jable 0
I dag er det  "I dag skal vi ikke lave noget" dag. 
Vi har tildelt os selv en fridag. Da vi vågnede var det total gråvejr og, ud over i går, er det noget vi faktisk ikke har prøvet i mange måneder. Det var lige før vi følte os hjemme i Hundige Havn på en rigtig kedelig efterårsdag, HVIS DET DA IKKE LIGE VAR 28 GRADER !!!!!!!!!!!   (hæ hæ hæ)
Øhhh - jeg skrev at vi ikke skulle lave noget, men Gitte måtte på arbejdet og åbne salon Gi'vind, for jeg trængte til at blive klippet og da det var overstået var det frokosttid. Gitte gav frokost og jeg måtte give øl og snaps og så ved vi jo, at det kræver en middagslur bagefter. Eftermiddagen gik med at få læst bøger og lidt computerarbejde.
Aftenen blev tilbragt foran computerskærmen, hvor vi så ikke bare en, men hele to film og efter sådan en hård dag måtte vi tørne tidligt ind i agterkøjen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
161 Fredag, den. 12. november  Morro Jable Morro Jable 0
Det har stormet i nat, men på en meget mærkelig måde. Det har været vindstille og pludselig kommer der nogle vindstød af stormstyrke og fem minutter efter er det vindstille igen. Efter en halv time kommer der så et nyt vindstød og de er så kraftige at man ligger og lytter efter om fortøjningerne holder og sådan har det været hele natten.
Efter vores meget hårde dag i går, må vi i gang med at foretage os noget. Cyklerne bliver pakket ud og vi starter først med at besøge havnekontoret og få ordnet vores mellemværende vedrørende havnepenge. Det er en fornøjelse at betale havnepenge, når det kun koster 6 euro pr. dag.
Derefter går turen til byen i håb om en netcafe, men byen er noget mindre end vi havde forestillet os og det lykkedes os desværre ikke at finde en. Vi søger derefter ned mod strandpromenaden og stiller cyklerne og spadsere en tur frem og tilbage og ser på forretninger. (Der var nu ikke så mange)
Morro Jable er en lille by og der er kun tyske turister og da vi sætter os i en restaurant for at få lidt frokost, kommer tjeneren automatisk med spisekortet på tysk og begynder at tale tysk til os. Han ser forskrækket på os, da vi svarer på engelsk, næsten som om vi er gået forkert, men får dog hurtigt byttet menukortet ud med et som er til at forstå.
Nu hedder pizza jo stort set det samme på alle sprog, så forvirringen er ikke større end at vi dog til sidst får noget at spise.
Tilbage på Gi'vind, konstaterer vi at den hårde dag i går og den søvnløse nat, samt cykelturen, har taget så meget på kræfterne at der må endnu en middagslur til.
Ud på eftermiddagen får cyklerne en tiltrængt pudsning og smøring og en masse andre småting, som længe har stået på arbejdsseddelen, kommer fra hånden, .
Aftenen går med at få gjort hjemmesiden klar til opdatering, hvis vi skulle komme forbi en netcafe i morgen.